Menu luk

Corona - hvordan er du stillet?

Bliver du eller dit barn smittet med coronavirus, gælder de samme regler i forhold til fravær med løn som ved øvrig sygdom.

Coronaaftalen med Finanssektorens Arbejdsgiverforening er nu ophævet, da corona ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom. 

Dette betyder også, at din arbejdsgiver ikke længere kan pålægge dig at blive testet, oplyse testresultatet eller fremvise coronapas, da loven, der gav dem ret til dette også er ophævet.

Du kan finde mere info på denne side.

Spørgsmål og svar om coronavirus

Skal du oplyse din arbejdsgiver om, at det er Corona, du fejler?

Din arbejdsgiver har som udgangspunkt ikke krav på at vide, at du er smittet med coronavirus.

Hensynet til at forebygge og håndtere smitte med COVID-19 gør dog, at det i særlige tilfælde kan være relevant for din arbejdsgiver at vide, om du er smittet med COVID-19. Det gælder fx, hvis du arbejder med særligt sårbare personer, eller hvis du har opholdt dig under en meter fra kolleger eller kunder.

Kan din arbejdsgiver afskedige dig, hvis du ikke vil/kan blive vaccineret?

Nej, din arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke afskedige dig på grund af manglende vaccination.

Der kan dog være særlige tilfælde, hvor det kan være sagligt at afskedige dig. Det gælder fx, hvis du ikke kan udføre dit arbejde, fordi du som en væsentlig del af dit arbejde skal rejse til lande, der kræver vaccination. I det tilfælde skal din arbejdsgiver forsøge at omplacere dig, så du ikke længere har rejseaktivitet til de pågældende lande, men hvis det ikke er muligt, kan det være sagligt at afskedige dig.

Har min arbejdsgiver krav på at vide, om jeg er vaccineret?

Nej, din arbejdsgiver må ikke bede dig oplyse, om du er vaccineret, da oplysningen er en helbredsoplysning.

Din arbejdsgiver har kun krav på at vide, om du er vaccineret, hvis der er en saglig årsag til det. Det kan fx være, hvis du ikke kan udføre dit arbejde uden dokumentation for, at du er vaccineret.

Er du i hjemmekarantæne uden at være syg?

Du har lovligt fravær fra dit arbejde, da der er tale om en force majeure situation, hvor det ikke er muligt for dig at møde på arbejde af årsager, du ikke er skyld i. Din arbejdsgiver kan derfor ikke anse dit fravær som ulovlig udeblivelse og afskedige eller bortvise for ikke at møde på arbejde.

Er det sundhedsmyndighederne, der har anbefalet hjemmekarantænen, har du også ret til løn under karantænen, da det sidestilles med sygdom. Så vidt det er muligt, skal du i denne situation tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet.

Er det din arbejdsgiver, der uden myndighedernes indblanding har hjemsendt dig, er du berettiget til løn under hjemsendelsen. Så vidt det er muligt, skal du tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet.

Kan du afslå at arbejde hjemme?

Ja, det vil du kunne, medmindre hjemsendelse sker på baggrund af myndighedernes anbefalinger. I sidstnævnte tilfælde, er du forpligtet til at tilbyde at udføre arbejde fra hjemmet, såfremt din jobfunktion generelt gør det muligt. 

Planlægger du ferie?

Planlægger du en ferie, bør du følge de danske myndigheders rejseanvisninger, såvel som myndighederne i det land du planlægger at rejse til. Vælger du at gennemføre en rejse til et område myndighederne fraråder og medfører dette, at du blive forhindret i at møde på arbejde efter din ferie, eksempelvis hvis du er blevet pålagt karantæne på destinationen eller fly til og fra landet er aflyst, kan din arbejdsgiver være berettiget til at bortvise dig for ulovlig udeblivelse.

Kan du nægte at gå på arbejde af frygt for at blive smittet?

Du vil generelt ikke kunne nægte at møde på arbejde. Det er alene din arbejdsgiver eller myndighederne, der kan træffe beslutning om, at du ikke skal møde op.

Hvis der er konkrete forhold på arbejdspladsen, der gør dig utryg, opfordrer vi dig til at gå i dialog med din arbejdsgiver om, hvordan I løser dette, eventuelt ved du arbejder hjemme.

Hvordan er du stillet, hvis dit barn bliver hjemsendt fra børnehave eller vuggestue med mistanke om Corona?

Hvis dit barn er syg, har du ret til fravær med løn til pasning af sygt barn i fem dage eller det antal dage, din overenskomst eller ansættelseskontrakt angiver. Hvis dit barn skal være hjemme mere end fem dage anbefaler vi, at du går i dialog med din arbejdsgiver om muligheden for at arbejde hjemme de øvrige dage. 

Hvad er din situation, hvis du er i en særlig risikogruppe, og du føler dig utryg ved at møde på arbejde?

Hvis du er utryg, bør du tage kontakt til din læge og drøfte, hvad det er, der gør dig utryg ved at møde på arbejde. Er det lægens vurdering, at der er en konkret risiko omkring din sundhed ved at gå på arbejde, bør du kontakte din arbejdsgiver og se, om I kan finde en løsning, der fjerner risikoen – fx ved at arbejde hjemmefra eller blive fjernet fra et arbejdssted, hvor du har meget personkontakt eller noget helt tredje.

Kan der ikke skabes en situation, hvor du kan udføre dit arbejde uden risiko for din sundhed, har du ret til at blive hjemme. Men hvis din arbejdsgiver er uenig i denne vurdering, bør du kontakte Finansforbundet, inden du bliver væk fra arbejdspladsen.

Hvad er din situation, hvis dit barn er i en særlig risikogruppe, og du føler dig utryg ved at møde på arbejde?

Svaret er formentligt det samme som ovenfor, hvis du selv var i en særlig risikogruppe, hvis barnet er medlem af din husstand. Det samme gælder andre medlemmer af din husstand.

Skal du anmelde Corona som en arbejdsskade?

Vi anbefaler, at du anmelder Corona som en arbejdsskade, hvis du er blevet smittet på arbejdet. Også selvom du måske ikke har haft et alvorligt forløb eller mærket noget til senfølger.

Du skal nemlig anmelde en arbejdsskade senest et år efter, at skaden er opstået. Oplever du først senfølger efter denne frist og anmelder skaden på det tidspunkt, kan det være vanskeligt at løfte bevisbyrden for, at der er en sammenhæng med, at du har været smittet med corona og de gener, du oplever. Du risikerer derfor, at din sygdom ikke anerkendes som arbejdsskade.

Corona kan anerkendes som en arbejdsskade (som en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom), og du kan have ret til erstatning, hvis:

  • Du har fået stillet diagnosen covid-19
  • Der er tale om en konkret hændelse eller påvirkning inden for fem dage i form af en påviselig smitterisiko på dit arbejde
  • Der er en sandsynlig sammenhæng mellem smitterisiko og det forhold, at du har smitte med COVID-19

Du skal være opmærksom på, at du selv skal kunne løfte bevisbyrden, hvis du skal have anerkendt smitte med COVID-19 som en arbejdsskade.

Sådan anmelder du en arbejdsskade

Hvis du vil anmelde senfølger efter COVID-19, skal:

  • Din arbejdsgiver anmelder sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
  • Den læge, der behandler dig, anmelde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, eller du skal selv gå ind på AES.dk og udfylde en anmeldelsesblanket
Vil du vide mere?