Til den Faglige repræsentant og alle tillidsrepræsentanter som medvirker i sager, hvor et medlem skal indgå en fratrædelsesaftale.
Vi ser et stigende antal fratrædelsesaftaler, som er indgået lokalt. Derfor ønsker vi i Finansforbundet at skærpe opmærksomheden.
En fratrædelsesaftale er sædvanligvis til fuld og endelig afgørelse, hvilket betyder, at når først der er skrevet under, er der ikke mere at gøre. Det betyder at, vi ikke kan komme med krav om yderligere ferie, godtgørelse efter funktionærloven, ligebehandlingsloven mv.
Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at medlemmet får betænkningstid inden underskrivelse af aftalen og du skal altid opfordre til at søge rådgivning hos kredsen, JURA i Finansforbundet eller Forhandling, samt Finansforbundets A-kasse (FTFa).
HUSK AT INDBERETTE TIL BEREDSKABET
Når opsigelsen er sket, skal du straks informere beredskabet@finansforbundet.dk, hvorefter Finansforbundets beredskab inviterer medlemmet til informationsmøde. I den forbindelse skal du indberette følgende:
- medlemsnummer/cpr.nummer
- fulde navn
- deres private e-mailadresse
- fratrædelsesdato
- om medlemmet er opsagt i virksomhedens eller egne forhold
HVIS DU GLEMMER AT INDBERETTE
Hvis du glemmer at indberette en opsigelse, er risikoen, at medlemmer ikke får den service og rådgivning, som medlemmet er berettiget til.