Menu luk

Husk at tage stilling til din overenskomst senest 31. marts kl. 14 - Du stemmer her.

Tillidsrepræsentanten er guld værd

Afdelingsleder Ole Brondbjerg kunne ikke forestille sig at lede uden at sparre med tillidsrepræsentant Marco Roed Ditlevsen. Han er på sin side så begejstret for hvervet, at han håber at blive genvalgt.

29. okt 2021
5 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

”Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skulle være leder uden en tillidsrepræsentant at sparre med. Tillidsrepræsentanten er guld værd”.

Med mere end 20 års erfaring som leder i finanssektoren, har afdelingsdirektør i Servicecenter Silkeborg, Ole Brondbjerg, samarbejdet med mange tillidsrepræsentanter gennem tiden – og kan komme i tanke om mange gode eksempler på sparring, men ikke én eneste direkte negativ oplevelse.

”Der kan selvfølgelige være situationer, hvor vi må enes om, at vi ikke kan blive enige, fx når noget er vedtaget af ledelsen og skal gennemføres - for vi har jo forskellige roller. Men jeg synes aldrig, at det har skabt dårlig stemning efterfølgende, for grundlæggende ønsker ledelse og medarbejdere det samme”.

Tillidsrepræsentanter hjælper ledelsen med at afdække blinde vinkler, forklarer han:

”Selv om man som leder tror, at man har føling med medarbejderne, er der altid noget, man overser. Det er virkelig værdifuldt at få tillidsrepræsentantens syn på, hvad der rører sig i organisationen. Det fører også ofte til, at en beslutning bliver ændret”.

Der lyttes til mig

Ole Brondbjerg indtog chefstolen i Silkeborg for to år siden, og efterspurgte straks input fra medarbejdere. Det faldt nogenlunde sammen med, at Marco Roed Ditlevsen, der arbejder med boligsalg samme sted, blev valgt til tillidsrepræsentant.

”Jeg syntes på daværende tidspunkt, at nogle kolleger gik med ting, der ikke kom videre til ledelsen. Så jeg havde lyst til at være støtte og bindeled, så der kom skub i tingene, og de kunne håndteres på en god måde”.

Den 35-årige tillidsrepræsentant oplevelse er, at den ambition er blevet indfriet:

”Der bliver absolut lyttet til det, jeg kommer med, og min oplevelse er også, at der bliver sat pris på det”.

Marco Roed Ditlevsen er stadig i gang med uddannelsen til tillidsrepræsentant, som han er meget optaget af.

”Jeg synes, det er en rigtig fed uddannelse, og den matcher de behov, jeg oplever som tillidsrepræsentant i hverdagen.  Fx, hvordan man stiller de rigtige, kraftfulde spørgsmål og afdækker et problem hos en kollega, uden at træde nogen over tæerne”.

Ole Brondbjerg fremhæver også tillidsrepræsentanters evne til at kommunikere med kollegerne som noget helt centralt:

”Det er kun få uger siden, at Marco gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke havde fået meldt ud, at baggrunden for en ny opgavefordeling faktisk var medarbejdernes input. Det betyder selvfølgelig noget, at jeg husker at fortælle det og er transparant”.

Vil udfordres

Ole Brondbjerg fortæller, at han generelt gerne vil udfordres af tillidsrepræsentanten:

”Vi har gode diskussioner, som giver udbytte. Jeg har ikke lyst til en tillidsrepræsentant, der flyder med strømmen, jeg vil gerne udfordres. Og vi har gensidig respekt, så jeg tør være meget åben om overvejelser på et tidligt stadie”.

Det bliver måske til mange flere gode diskussioner og samtaler mellem Marco Roed Ditlevsen og Ole Brondbjerg. I hvert fald har tillidsrepræsentanten masser af mod på endnu en runde og stiller op til valget. Om det bliver kampvalg i hans afdeling, vil tiden vise, men andre steder mangler der endnu kandidater, og Johnny Christensen, næstformand i Finansforbundet Jyske Bank Kreds, opfordrer flere til at stille op:

”Tillidsrepræsentanten er det vigtigste bindeled, både mellem de enkelte medlemmer og til henholdsvis ledelse og kreds – og dermed også bindeled til Finansforbundet. Uden en tillidsrepræsentant har vi ikke mulighed for at vide, hvad der sker, og hvad vi kan hjælpe med”.

Hvis der mangler en tillidsrepræsentant i en afdeling, mangler der også en, som har sat sig rigtig godt ind i de ændringer, der sker løbende i Jyske Bank, påpeger han:

”Hvad er fx baggrunden for den lokalaftale, vi lige har indgået om det fleksible arbejdsliv? Lederen kender den nok, men ting kan vinkles, og det er vigtigt, at medarbejdernes repræsentant også er med til implementeringen”.

Ledere in spe

Ud over det udbytte, det på mange planer giver at være tillidsrepræsentant, har en del af dem også øje for, at der kan høstes erfaringer, som kan bruges i en eventuel lederkarriere. Det gælder også Marco Roed Ditlevsen.

”Jeg har virkelig stort udbytte af at være tillidsrepræsentant. Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget og fået en ny personlig robusthed, som også kan bruges i rollen som leder – jeg har i længere tid haft tanker om at gå ledelsesvejen, og de er blevet forstærket af de nye indsigter, jeg har fået. Men foreløbig vil jeg meget gerne blive i rollen som tillidsrepræsentant”.

Johnny Christensen har det fint med, at der formentlig er en del af kandidaterne til valget, der har en spirende leder i maven:

”Vi synes, det at være tillidsrepræsentant hænger godt sammen med et ønske om at være leder. Man får virkelig indsigt og gennemgår en markant personlig udvikling, og uddannelsen til tillidsrepræsentant har mange fællestræk med en lederuddannelse”.

Hvis du overvejer at stille op til valget, så grib fat i din områdetillidsrepræsentant for yderligere informationer.

 

 

Ole Og Marco2
Afdelingsdirektør Ole Brondbjerg og tillidsrepræsentant Marco Roed Ditlevesen er enige om, at det gør en stor forskel for kollegerne, at de to spiller hinanden gode.